Winter Is Coming | Når kroppen forandrer sig

Hvornår er man ikke en pige mere?

Det er et spørgsmål jeg stiller mig selv, igen og igen!
For når kunderne i butikken hvor jeg arbejder, siger til deres børn:

Vi skal lige spørge damen om, hvad den koster

…så mener de jo MIG!
Og selvom jeg ikke nøjagtigt ved, HVOR gammel en dame i virkeligheden er, så er jeg sikker på, at jeg ihvertfald ikke er gammel!

Nej en dame er jeg altså ikke – endnu, ihvertfald!
Men jeg er vel heller ikke rigtig, en pige mere?

Nogle dage tænker jeg mere over det, end andre – og det er nok i bund og grund, mit humør der i sidste ende bestemmer, om det betyder noget eller ej!

Det er dog svært at komme uden om, at 41 ½ år, alligevel også er en slags alder – og endda en af de aldre, som jeg helt sikkert også tænker, hører til i de voksnes rækker!

Døden klæ’r hende – slet ikke!

Jeg havde hele livet foran mig.
Sådan følte jeg det ihvertfald dengang jeg fyldte 30 år. Jeg husker da også, hvor hårdt det var, at jeg endnu ikke var blevet mor. Og det var nok det eneste punkt, hvor jeg virkelig følte, at tiden løb fra mig!

Jeg havde været gravid op til flere gange, men uheldigvis aborterede jeg hvergang, tidligt i forløbet.
Min læge fortalte mig, med blanke øjne, at jeg aldrig ville komme til, at bære mine egne børn.
Derfor havde jeg også, så godt jeg nu kunne, fundet mig til ro i den besked – at jeg aldrig skulle være mor.

Men mor, det blev jeg – til hele 2 perfekte vidundere. Smukke og fantastiske.

Livet føltes som om, at det ville vare for evigt – og jeg skænkede det aldrig en tanke, at jeg en dag skulle herfra. Lige indtil jeg fik min datter – så blev livet noget af det, jeg blev allermest bange for.

For når man lever – skal man også dø!

Og netop det at jeg en dag skulle bort herfra, gjorde mig især, som nybagt mor, rigtig trist og ked af det -og det gør det da også stadig den dag i dag, for hvem vil dø – ikke mig ihvertfald ellers tak!

For skal jeg så bare ligge der, stiv som en pind, under en dyne af jord – år ud og år ind?

Ingen drinks og ingen Netflix!

No way!
Det er bare slet ikke mig!

Nej jeg har brug for at bevæge mig, synge, danse, være kreativ, græde, grine, elske og at leve. Og ikke mindst, har jeg brug for både Facebook og Instagram!

Jeg tror faktisk slet ikke, at jeg egner mig særlig godt, til at være død!

Og hvem skal så i øvrigt passe på mine søde børn?
For selv børn som er blevet voksne, har brug for sine forældre – så i kan nok se, at det slet slet ikke går, at jeg en dag skal herfra. Selvom jeg selvfølgelig godt kan se fidusen i det med “the circle of life” og alt det der!

Lille spejl på væggen der

Lige nu er jeg et sted i livet, hvor både tiden og naturens gang, så småt er begyndt at sætte sine spor, i min hudfarvede heldragt!

Det er lidt som om at det hele, mere og mere søger mod jordens indre. Altså nedad. Tyngdekraften, du ved!

Det kræver efterhånden en dyb indånding og et tilløb fra Roskilde, at stille mig op foran spejlet og lurer på hele herligheden! Nogle gange føler jeg slet ikke, at det er mig jeg ser i spejlbilledet og andre gange, bliver jeg direkte forskrækket!

Jeg har en helt anden fornemmelse af hvordan jeg ser ud, og det er ihvertfald ikke det, mit spejlbilledet viser!

Men hvis vi nu antager at jeg bliver ældre end de, af mine familiemedlemmer som allerede har forladt denne blå planet – idet at jeg hverken ryger eller drikker og højst sandsynligt også, bevæger mig en del mere end de gjorde, ja så kunne jeg godt ende i den gode ende af 80+ og så bliver det da først en udfordring, at tage selfies til Instagram og Facebook! Jeg mener, der er vel en grænse for, hvor mange skavanker et “enhjørning-filter” kan dække!

Selvom der er rundt regnet er godt og vel 40 år til jeg bliver en rigtig gammel dame, så har de første spor på kroppens forfald, så småt vist sig. For som en tyv om natten, forsvandt mine frodige kinder og mine ellers så faste B skåle! Til gengæld er jeg blevet udstyret med masser af appelsinhud, åreknuder og en lille petit dobbelthage!

Jeg tænker det vel næppe nytter noget, at være utilfreds? Det bliver jo kun værre fra nu af!

Så egentlig gælder det vel bare om at nyde, at jeg i det mindste er i live!

Når tankerne om min krops forandringer, begynder at fylde – så tænker jeg på min dejlige farmor.
Hun var en dejlig dame. En af de dejligste jeg husker ❤❤❤
Og det klædte hende faktisk ligefrem, at være gammel.

Jeg havde altid lyst, til at bore min næse ind i hendes nederdel og direkte ind i den bløde mave og så vente på at hendes 2 dejlige arme, snart ville omringe mine skuldre.

Mon ikke hun også havde det, som jeg har det nu, da hun var på min alder?
Mon ikke hun selv syntes, at hun så gammel ud?
Og mon ikke hun også tænkte over, at hun en dag skulle herfra?

Det tror jeg alle mennesker gør – mere eller mindre.
Så naturligvis også hun ❤

At give livet videre…

Er slut for mig!
Jeg har taget mine 9 måneders gravid-værnepligt og ovenikøbet af 2 omgange.

Jeg er helt afklaret med, at jeg har fået de børn jeg skal have, meeeen….

Det er ikke fordi jeg tvivler på min egen beslutning herom, men tanken om, at jeg aldrig mere skal give liv og mærke det gro indeni mig, og at jeg aldrig mere skal opleve det mest sindsyge i verden – at føde et barn og at amme det, er en vild tanke.

Det HAR jeg gjort og det kommer jeg ALDRIG mere til, at gøre igen. Det er en voldsomt viden, som får mig til, at føle mig gammel!

Hånden på hjertet…

Jeg ville da gerne have haft flere børn, hvis altså jeg havde været yngre og hvis de blev leveret til døren, med en vaskemaskine og en euroJacpot med 7 rigtige!

Nu kan jeg så istedet “se frem” til overgangsalderen! Bring It On Baby, jeg er klar.
Om ca. 8 år klokken 19:45!

Men seriøst, take it easy – jeg er lige så dårlig til svedturer, som jeg er til at være død!

Winter Is Coming

Men først kommer efteråret.
Og efteråret er noget af det mest smukkeste og dejligste jeg ved. Så hvorfor ikke nyde det, med alt hvad det indebærer? Det vil jeg gøre mit bedste for – because i’m worth it ❤

Der er forhåbentligt også meget længe til og det nytter alligevel ikke, at jeg dyrker den kommende vinter, de begyndende rynker eller det grå hår. Det forsvinder jo alligevel ikke – eller, jeg kunne jo nok få en frisør til at kigge på de små grå 😁

Og desuden er jeg også så meget andet, end appelsinhud og topmave! Og heldigvis har jeg verdens sødeste kæreste, som ikke er bleg for at fortælle mig, hvor smuk og lækker jeg er – så han er godkendt ❤❤❤

Derfor er der ikke andet for, end at jeg må nyde livet og mit gode udseende  imens jeg har det – og det gør da så også bare 😉

Hvad med dig selv?

Tænker du også over nogle af de samme ting?

Tusinde tak fordi du læste med
//Betina

Skriv et svar

Betina Klitfelt 2017